Jeg har i nogle år været med i en gruppe som kalder sig selv for ”vandhundene”. Gruppen består af nogle gamle skolekammerater og så nogle af deres venner, som er stødt til hen ad vejen.
Fælles for alle i ”vandhundene” er, at vi elsker vand! Og hvert år, arrangerer vi en fælles tur, som handler om noget med vand. Vi har et par gange været på fisketur. Vi har også sejlet en tur med færge til England. Og sidste år var vi på kanotur på Gudenåen. Det var en smadderhyggelig tur. Men også lidt hårdt for dem af os, som ikke er vant til de store fysiske udfoldelser i det daglige.
I år har vi så besluttet os for, at turen skal gå til Lalandia i Billund. Vi har lavet det til en familietur, hvor både koner/kærester og børn tager med. Så alt i alt bliver vi nok 35-45 personer, afhængig af hvor mange som kan få det til at passe ind i kalenderen. Men stort set alle plejer at være med, for den årlige tur med vandhundene er virkelig noget, der bliver set frem til.
Vi plejer altid at udfordre hinanden på forskellig vis. Og vi har allerede haft gang i udfordringerne til den kommende tur: Hvem kommer hurtigst ned af den store rutsjebane? Hvem kan svømme hurtigst gennem bølgerne i bølgebassinet? Og hvem kan svømme længst under vand i det store bassin? Og vi skal nok finde på flere måder at udfordre hinanden på. Der plejer at dukke flere op, efterhånden som turen nærmer sig.
Nu glæder vi os bare til at komme af sted!
Seneste kommentarer